Af sted til brunch, men så….

Som om min dag ikke ville blive travl nok…. Jeg var tidlig oppe for at sende datteren med en veninde til Tyskland. De skulle blot på en lyntur for at tanke op til dem selv og alle vennerne til Roskilde festivalen (de er 19 år, så ingen panik 🙂 ).
Efter et lynbad hoppede jeg i de bukser jeg havde haft på i går på job, ud af døren for at nå et par ærinder og posthuset inden turen gik til Køge, hvor jeg skulle mødes med en veninde kl. 10 til brunch. Så langt så godt…..

Fra posthuset og ud til bilen går jeg raskt til, med en mand lige efter mig, der venligt henvender sig til mig og siger: “Dine bukser er revnet”!!! WHAT?!?! Jeg begynder straks at befamle mig selv på ballerne og opdager en revne ved venstre lomme…. Der er jo ikke andet at gøre end at slå en stor latter op og takke manden for at fortælle mig det, alt i mens det suser gennem hovedet på mig: hvorfor fanden er der ingen af mine ellers så søde og snakkende kollegaer der har fortalt mig det? Der kunne da godt have været bare én der havde sagt “Du, Anton. Dine bukser er revnet”. Men det var der ikke… Det kan selvfølgelig også være sket i går aften mens jeg sad på sofaen, lige inden jeg skulle i seng, så min ellers så åbenmundede og bramfrie familie heller ikke ville sige det (eller måske ikke har lagt mærke til det…)

Men en vildt fremmed mand på en parkeringsplads i provinsen? Ja man kan jo begynde at undre sig over hvorfor hans øjne var lige dér….?? hmmm….. Nå men jeg måtte altså retur til hjemmet og skifte bukser inden turen så atter gik mod Køge, hvor jeg lidt forjaget mødtes med min veninde til en udmærket brunch på Cafe Vanilla.