Så kan foråret bare komme an....

Kærestedate der gik i vasken

Allerede for to måneder siden spurgte jeg min kæreste, om han havde mulighed for, at afsætte fredag den 10. april fra kl. 13 til lidt kæreste-hygge-kvalitetstid.
Jeg synes det er super hyggeligt at planlægge en dag, som jeg tænker vi begge kan nyde, og jeg gik derfor igang med den store planlægning.

Allan elsker dansk smørrebrød! så det skulle frokosten selvfølgelig være. Øl og snaps hører sig jo til, men jeg er bestemt ikke den store snapsedrikker, men hvis stedet har én uden kommen, f.eks. en blomme- eller valnøddesnaps lavet på Brøndumsnaps, så tager jeg gerne en eller to for Allans skyld 🙂
Jeg endte med at bestille bord hos Frk. Barners i Helgolandsgade – dejlig tæt på Hovedbanegården, hvor vi så skulle mødes.
frk-barners

Herefter skulle turen gå til CoffeeBean i studiestræde, hvor vi skulle have kaffe og kage.
20150410_154113En slentretur rundt i de små gader omkring Strøget (det synes jeg mange gange er sjovere end mainstream butikkerne på Strøget).

Et par cocktails på Bar 7 i Studiestræde,
bar7_001hvorefter aftenen skulle slutte af (eller i hvert fald for den planlagte del af turen) i Huset, hvor vi skulle til Lystløgneraften…. En fortæller aften, hvor der bliver fortalt sjove historier og publikum skal gætte hvad der er sandt eller løgn – skide skægt har jeg hørt, så det glædede jeg mig rigtig meget til.

Da jeg mødes med Allan kl. 13 på Hovedbanegården, er det første han siger til mig, at hans 17-årige søn er blevet akut indlagt om formiddagen. Han har så først selv lige fået det at vide, men han er naturligvis lidt rystet over det, da de ikke helt ved hvad han fejler. En af sønnens nære venner er lige blevet indlagt med meningitis, så frygten for at det er det er der selvfølgelig, men grunden til de tog til lægen var, at han siden torsdag morgen har haft opkast og svær diarré med blod i afføringen. Han blev lagt i isolation på hospitalet og taget forskellige prøver, som vi nu ventede svar på.

Min umiddelbare reaktion var at vi skulle droppe hele min planlagte date, men Allan synes at vi skulle se tiden an. Han ville bare ikke drikke noget, hvis han nu skulle køre senere.
Jeg behøver vel ikke uddybe, at det satte en lille dæmper på dagen. Ikke at vi ikke skulle drikke øl og snaps – det behøver vi ikke for at hygge os, men uvisheden og venten på at telefonen ringer med nyt. Allan havde selvfølgelig også dårlig samvittighed over ikke at slippe alt og køre til hospitalet, samtidig med han havde dårlig samvittighed overfor mig, hvilket han absolut ikke skulle have – jeg ville have haft det på nøjagtig samme måde havde det været et af mine børn.

Men vi spiste frokosten, som i øvrigt var ganske udmærket. Jeg havde købt den igennem en af de hersens mange deals og givet kr. 99,- pr. mand, så man kan jo heller ikke tillade sig at være alt for kritisk, men silden og fiskefileten var god. Flæskestegen og frikadellerne var lidt kedelig og smagte ikke af meget, men til gengæld var hønsesalaten og vesterhavsosten god, og så kunne vi simpelthen heller ikke klemme mere ned.

Bagefter gik vi en god tur i den skønne by. Vejret var jo helt fantastisk i går, og super fedt bare at kigge på folk og suge alle byens forårsindtryk til sig.

Kaffen og kagen nåede vi også, men besluttede os så for at tage toget hjem og køre ud på Hvidovre hospital.
Hold kæft hvor er det egentlig dyrt at køre med tog! Vi kunne selvfølgelig have taget os sammen og få bestilt et rejsekort, men det er så sjældent vi kører med det offentlige, så det havde vi ikke lige tænkt på. 5 zoner skulle vi køre, og det koster på mobil app 60 kr. PR. MAND!!! jeg synes godt nok det er dyrt…..

Nå men med toget skulle vi jo, og mens vi sidder der og har droppet cocktails og Lystløgneraften, ringer Allans telefon og sønnen er udskrevet fra hospitalet. Det viste sig at være en kraftig madforgiftning, som han højst sandsynligt har pådraget sig onsdag aften på Restaurant Mediterraneo på Greve Strandvej.

Vi kørte ikke tilbage til København, men tog hjem og fik et glas vin herhjemme i stedet. Cocktails m.v. er udsat til den 8. maj, hvor vi satser på en sjov aften uden drama 🙂
Men heldigvis at det ikke var værre, selv om en madforgiftning kan være slem nok, end det var, og at sønnike nu er hjemme og i væsentlig bedring.

20150410_202849 (1)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så kan foråret bare komme an....