Sidst jeg var her ved dette skønne familefristed, for ca halvanden måned siden, besluttede jeg mig for, at starte min ferie tre dage før min kæreste, og så tage herned for mig selv. Dagene skulle bruges på sund mad, afslapning, meditation og lignende. Mine to skønne børn på 16 og 19 (på søndag), kan snildt klare sig selv, og min kæreste er der jo også, så helt galt kan det jo ikke gå :).
Min datter på snart 19 ville dog gerne med, og for fanden hvor er det hyggeligt! Der kan godt være det ikke bliver til meget meditation, med den sunde mad og afslapning får vi – se hende bare her i skrivende stund 😄.
Og frokosten bestående af grøn salat med tunmousse spist i vandkanten og den efterfølgende dukkert i det temmelig kolde vand, det er tæt på at være mediterende.
Jeg nyder det, jeg elsker det, og ærger mig blot over, at min søn grundet arbejde ikke kunne tage med, men så er der jo en grund til at tage af sted igen meget snart.
Håber du nyder de skønne dage vi har lige nu og har et sted du finder ro ☺.
Et lille råd der kan være med til at gøre dig lykkeligere:
Vær glad og tilfreds med det du har.
Du kender det helt sikkert godt, følelsen af at græsset er grønnere på den anden side….. Dine venner kan mere end dig, de har større råderum, de har købt lækker nybygget villa, fået en stor flot familiebil, tager på eksotiske rejser, eller hvad det nu kan være…. De lever ligesom lidt federe end én selv…. Men hvem ved? Måske de er belånt til op over hustaget, måske bilen er leaset og ikke købt, måske de konstant skændes grundet økonomien. Hvem ved? og er det i bund og grund ikke også fuldstændig ligegyldigt?
I de glade 0´er, nærmere 2002, blev jeg skilt. Jeg valgte for vores to børns skyld at blive i det hus vi to år forinden havde købt. Det var noget med at skære GEVALDIGT ind til benet for at det skulle kunne lade sig gøre. På det tidspunkt var det økonomiske opsving for alvor igang, og efter en tre-fire års tid, hvor jeg havde set på “alle andre´s” voksende forbrug i form af nye køkkener, nye badeværelser, og det positive syn, der generelt herskede i Danmark på økonomien, tænkte jeg, at hvis andre kunne, så kunne jeg da også…. Så der blev lånt (det var bankerne RIGTIG glade for på det tidspunkt), der blev omlagt til afdragsfrit lån og forbrugsfesten kom på den måde også til mig…. Men regningen skal jo betales, og i dag kunne jeg da godt ønske mig, at jeg havde prioriteret anderledes, at jeg havde været mere tilfreds med det jeg havde og det jeg kunne tilbyde mine børn, at jeg ikke havde syntes, at græsset var grønnere på den anden side af vejen.
I dag hviler jeg langt bedre i mig selv, og jeg ved, at hvis du ønsker et liv, hvor du oprigtigt er tilfreds, skal du ikke sammenligne dig selv med andre. Du ved jo ikke, hvordan andre mennesker egentlig har det inderst inde. Vær i stedet tilfreds med dig selv og dit eget liv. Og hvis du ikke er det, så gør noget ved det. Du er den eneste, der kan ændre dit liv. Husk også, at det ikke er materielle ting og penge, der gør dig lykkelig. Penge er selvfølgelig rare at have, men hvis du en dag bliver alvorligt syg, vil du med glæde betale alt hvad du ejer for at blive rask igen.
Jeg troede at have råd (have lånt) til nye møbler i stuen og charterferien med børnene ville gøre mig lykkelig, men det gjorde mig “kun” sporadisk glad, hvilket også er godt, men kortsigtet. Om jeg i dag er lykkelig er svært at svare på, men jeg er i hvert fald tættere på at være det end da jeg gemte mig bag mine nye møbler og charterferien. Jeg er lykkeligere fordi kender mine værdier og fordi jeg holder af mig selv.
Det er kun, hvis du holder af dig selv, at du kan være noget for andre.
Indlægget blev lidt længere end tiltænkt, men er du kommet helt hertil, så skriv gerne en kommentar. Jeg er nysgerrig efter at høre andres mening om det at være tilfreds og lykkelig. Er det muligt eller overvurderet?
Et lille råd der kan være med til at gøre dig lykkeligere:
Hold op med at tro at du skal være perfekt hele tiden.
Det kan være svært at få hverdagen og ja, livet, til at gå op i en højere enhed og samtidig være lykkelig. Forventninger fra arbejdspladsen er høje, men måske i virkeligheden ikke så høje, som forventningerne til én selv….. De fleste har en arbejdsdag på ca. 8 timer, nogle dage længere, hvor effektiviteten og kreativiteten helst skal være i top, i hvert fald i de 6 af timerne.
Du skal måske både hente og bringe børnene fra institution (eller i bedste fald blot den ene af tingene). Kosten skal være sund og nærende og ikke mindst frisk, så der skal også lige handles ind. Kroppen skal helst stå snorlige og uden synlige spor af den eller flere graviditeter, der fik dig til at minde om en mumitrold, og venner/familie skal plejes med hjemmelavet sushi lørdag aften og brunch søndag formiddag med hjemmebagt brød og deslige….. Puha.. er der noget at sige til, at sindet ind i mellem brænder sammen?
Du ved det jo godt, men det skader aldrig at høre det igen: Forvent ikke, at du selv eller andre skal være perfekte. Der er ingen mennesker i denne verden, der er perfekte. Du behøver altså ikke altid at skulle imponere andre mennesker, og du behøver ikke at gøre alting perfekt.. Det vil også være en god idé, hvis du lærer at sige nej til urimeligheder eller ting, du ikke kan stå inde for, både på din arbejdsplads og i privatlivet.
Det er ok at ville være supermor, men en mor er lidt mere super, hvis hun har overskud til at være nærværende. Det er ok at ville være superkvinde, men en kvinde er lidt mere super, hvis hun har overskud til også at være noget for sig selv.
Jeg kom i dag til at tænke på noget min veninde sagde til mig for et stykke tid siden. Hvorfor det lige slog ned i mig i dag ved jeg egentlig ikke. Måske som et led i min begyndende selvransagelse, mit ønske om at ændre min krop og (ikke mit sind), men i hvert fald et ønske om at se lidt dybere ind i mig selv.
Hun sagde: “Birgitte, jeg har altid beundret dig fordi du er så dejlig meget dig selv”. Jeg får vel fremstammet et “tak” og “ih hvor er du sød”, men hvor er det dog i virkeligheden bare skønt, at man umotiveret kan fortælle et andet menneske, at man synes de er super cool.
Jeg har aldrig set på mig selv som noget særligt, og måske også derfor forventer jeg ikke at andre skal gøre det heller. Jeg bliver derfor overrasket, når der ind i mellem alligevel er nogen, der påtaler min person som én, der bidrager positivt til deres liv.
Lektion i denne lille sætning fra min veninde er for mig, at jeg:
skal huske at sætte pris på mig selv og huske, at jeg rent faktisk er meget værd for andre.
jeg skal huske også selv at fortælle mine nærmeste at jeg elsker dem og sætter pris på det de positivt tilføjer mit liv.
Det er måske ikke noget særligt for nogen, men for min søn, der altid har kæmpet med alle fag i skolen, ordblindhed, manglende forståelse for sproget, så er et syv-tal det samme som tolv, og han var bare så ovenud stolt, da han ringede til mig for lidt siden efter hans mundtlige dansk eksamen.
Det første han sagde til mig var, at han havde fået 00…. Mit svar var “nå ok, sådan går det nogen gange”, for jeg tænkte at det godt kunne have været dagen, hvor alt gik i sort og han bare ikke kunne formulere sig eller forstå spørgsmålene. Så da han stolt proklamerede at han jokede og altså havde fået syv, fik jeg næsten tårer i øjnene. For fanden hvor bliver man bare stolt som mor, når det går ens børn godt. Jeg er så glad på hans vegne og håber, at han får mange flere succesoplevelser som denne fremover.
Ved godt det måske er i overkanten at poste, men jeg blev simpelthen nød til at dele min glæde 🙂
Her i Grundlovs-weekenden har jeg nydt tre dage i det der for mig, er mit ultimative fristed. Jeg kommer desværre alt for sjældent, og hver gang jeg kører op til huset ærgrer jeg mig over, at der er gået så lang tid siden sidst.
Det er Morten Korch idyl når det er bedst! Jeg finder øjeblikkeligt en ro, jeg ikke har til hverdag, kommer ned i et helt andet gear og nyder jeg kan være til stede lige nu og lige her. Vejret har jo vist sig fra sin (næsten) bedste side, og det er blevet til flere cykelture til de lokale gårde, hvor der er handlet små lokale specialiteter, eftermiddagskaffe og lagkage ved møllen og middagsmad på kroen. Alle indkøb, morgenmad osv. er handlet hos den lokale købmand. Jeg synes det er vigtigt i et eller andet omfang at støtte lokalt, da det lille samfund ellers uddør.
Det lille fristed ligger på Fejø, og jeg har her til aften besluttet, at jeg tager en ekstra uges sommerferie i år – uden familie – og her tager jeg til Fejø, og plejer mig selv med sund mad, cykel- og gå/løbeture, og så vil jeg forsøge at lære at meditere. Jeg har prøvet én gang tidligere for 12 år siden, da jeg blev skilt, men det lykkedes mig ikke at mestre kunsten. Men jeg tror det vil være sundt for mig, og jeg er et sted i mit liv, hvor jeg føler at overskuddet til forandringer er der, jeg har i hvert fald en enorm lyst og motivation for at arbejde med både mit indre og ydre jeg. Der hvor jeg kan mærke mine forbehold er faktisk en tvivl om, hvordan mine nærmeste vil synes om det. Der er ingen tvivl om, at jeg har fuld opbakning til at spise sundt og træne så meget jeg lyster, men hvordan det vil blive modtaget når jeg fortæller, at jeg vil begynde at meditere og arbejde med mit indre for at blive et mere helt og lykkeligt/tilfreds individ ved jeg ikke. Måske det vil blive opfattet som lidt for alternativt, men jeg håber at mine forbehold kommer mig til skamme.
For lidt over et år siden, i en alder af 44, fik jeg min første (og hvad der bliver min eneste) tatovering. Der er jo nærmest gået inflation i tatoveringer de seneste 10 år og jeg må indrømme, at jeg aldrig havde troet, at jeg skulle ryge med på dén bølge.
Da jeg var i 20´erne var det en rose på brystet eller skulderbladet der var på mode. Da jeg var i 30´erne var det røvballe-geviret, amagerpladen eller hvilket kært navn den nu har 🙂 Nu synes det at være håndledet eller en mere eller mindre filosofisk tekst på armen eller brystkassen.
Tanken om at få en tatovering har da strejfet mig fra tid til anden, men jeg har altid været pisse bange for, at fortryde. Tænk at sidde der med rynkerøv eller sølvbryllup-arme og have en tatovering der er ude form grundet en overdreven elastisk hud 🙁
På en rejse til Thailand sidste år ved jeg ikke lige hvad der gik af mig, men jeg fandt i hvert fald mig selv ved en hvad der så ud til at være en pæn og ordentlig tattoo-shop, og bladrede en bog igennem. Det endte dog med en halvt selvdesignet tatovering. Det vigtigste for mig var, at den ikke skulle være alt for synlig. Det skal helst være sådan, at man kan tænke: “Hvad der det hun har på foden? – nåååå det en tatovering! Nej hvor er den fin” 🙂
Og det har jeg fået. Den er næsten for usynlig her et års tid senere, men jeg er stadig glad for den, da den i bund og grund er til for mig, og ikke andre.
Hvordan har du det med tatoveringer? Er det noget du har, gerne vil have eller tager total afstand til?
Hvad motiverer dig? Hvad er det der får dig til at stå op om morgenen og tage på arbejde hver dag? og forhåbentlig glad på arbejde….
Hvad driver dig? og hvad giver dig de små kick vi dagligt har brug for, for at føle arbejdsglæde?
Det var nogle af de spørgsmål jeg på en 20-minutters workshop blev stillet overfor. De sidste par dage har jeg været på seminar på skønne Rungstedgaard, og det overordnede tema for dagene, var Den gode Arbejdsdag.
På en af flere workshops blev vi præsenteret for et hav af fotografier, og vi skulle vælge ét, som beskrev éns motivation på arbejdet.
Jeg synes selv jeg er sindsyg dårlig til de der “små lege”. Jeg tænker altid at jeg ikke er kreativ tænkende nok, at jeg ikke på få minutter kan få min hjerne kringlet rundt om at mærke efter, sætte ord på, og få det hele til at passe sammen med et af hundrede fotografier.
Men så skete der alligevel noget da jeg så netop dette billede. Det talte til mig. Jeg blev påvirket da jeg tænkte motivation og samtidig kiggede på netop det her billede, og ordene faldt heller ikke svært.
Min arbejdsmotivation (som jeg jo egentlig godt ved, men bare ikke har sat ord på) er bl.a., at jeg er motiveret at vejen til målet, og ikke nødvendigvis målet i sig selv. Jeg kan godt lide når der er forhindringer på vejen som skal løses, lide at jeg ikke nødvendigvis ved hvad der ligger bag den næste “sten”. Det gør ikke noget det bliver svært og hårdt, så længe jeg synes det er sjovt (hvilket jeg synes Mountain bike er 🙂 ). Så man kan vel egentlig sige, at jeg er motiveret af processen mere end af resultatet.
Jeg kan som bonusinfo fortælle, at jeg arbejder med forskning i medicinalindustrien, så at jeg godt kan lide at der kan være forhindringer og omveje i løbet af processen er nok meget godt – hi hi…
Selv om jeg kom fint ud af døren til tiden fra job i dag, og havde et par ærinder der lige skulle nås inden jeg hæsblæsende kom ind af døren kl. 16.10, flåede tøjet af for at måle mig selv i cm og få 16 dags dommen på ‘Fit på 100 dage’ (det kan du læse mere om her), fik hurtigt lavet mig en skål skyr med bær og hakket mandler og spist i en så vældig fart, at jeg fik ondt i maven.
Alt for sent ud af døren igen – ca. 16.40 – for at drøne af sted til Fitness World, hvor jeg havde booket mig på en Cross Training Intro time. Parkerer med hvinende bremser så tæt på hoveddøren som muligt og tjekker ind kl. 16.55 – det kan man godt i det center jeg normalt kommer i, men ikke i Waves…. Vil du booke dig på venteliste? Ja ok det gør jeg, var trods alt kun nr. 2. På dette tidspunkt kan jeg godt se, at jeg umuligt at kan ned og klæde om og stille til hold kl. 17. I vældig irritation over min egen tidsoptimistiske adfærd (jeg kunne jo bare have ventet med at måle mig til i aften), vender jeg om på hælen og kører hjem igen. Fjollet? Fuldstændig tåbeligt når man nu var kommet af sted? Ja, ja og ja!!!
Nu kan jeg jo så sidde og blive vældig irriteret over min manglende ryggrad og krydse fingre for, at morgendagen bliver dagen, hvor jeg beslutter mig for, at tilrettelægge min tid, så jeg rent faktisk når alt det jeg gerne vil – til tiden…..
Men min middagsmad blev da heldigvis meget lækker. Det er altså også svært at ødelægge en steak 🙂 Tilbehøret blev snittet spidskål, broccoli, gul peber spiced up med lidt chili hvidløg.
Jeg er selv 45 år og har kun blogget et par måneder. Det er ikke fordi det er blevet til de helt store “svesken på disken” indlæg, ikke fordi der har været specielt mange læsere, ikke fordi der har været ret mange kommentarer, men jeg synes faktisk selv, at det er sjovt, og trods de manglende kommentarer, så håber jeg da alligevel at bidrage med et eller andet til de få læsere der er.
Samtidig med at jeg selv er begyndt at blogge, så kigger jeg naturligvis også rundt på andre blogs, og det slår mig hvor få (tilsyneladende) bloggere der er, som har rundet de 40 år. Jeg er godt klar over, at de sociale medier er langt mere udbredt blandt de unge, men den modne generation har da også en del at byde på. Vi kunne da også give hinanden inspiration til mad, motion, mode, hverdagsdrillerier, (rynke)creme og meget andet. Langt de fleste fashionblogs er af unge mennesker, og al ære og respekt for det – de gør det pissegodt! og noget af tøjet henvender sig da også til flere generationer, men der altså stadig forskel på langt det meste af det tøj jeg går i og det min 18-årige datter tager på – og heldigvis da. For mig er der ikke noget værre end en 45 årig kvinde, der stadig tror hun er 18 år. I langt de fleste tilfælde ser det patetisk ud (hvis du spørger mig :-)).
Men tilbage til os ældre bloggere (eller mangel på samme). Det skal ikke være nogen hemmelighed, at når jeg skriver et indlæg, eller tænker jeg vil skrive et indlæg, så kan tanken slå mig: “det sgu for åndsvagt det her. Hvem skulle have lyst til at læse om det?”, men grundlæggende er der ingen forskel på dét indlæg, og så et jeg 15 minutter senere sidder og læser fra en 25 årig blogger. Forskellen ligger i vaner og grænser – tror jeg. Min generation er simpelthen ikke vant til at være “på” på samme måde som den yngre, og min generation læser heller ikke blogs i samme omfang som dem der bare er 10 år yngre, og jeg “reklamerer” da heller ikke vidt og bredt til kollegaer og venner om, at jeg er begyndt at blogge. Der hersker nærmest en tabu (lettere overdrevet) eller i hvert fald en vantro og et mistænkeligt blik hvis man nævner det. “Blogger du? om hvad? “ja det gør min datter også, men hun er altså også kun 22″….
Jeg synes det kunne være super fedt, hvis der kunne rykkes lidt ved de forestillinger, som der åbenbart er flere/mange over 40 der har om bloggere.
